Tøj til Husnissen Wolfgang

Her finder du som lovet lidt tøj til Wolfgang - så han kan blive præsentabel.

BUKSER:
Slå 32 masker op og fordel dem på 4 strømpepinde nr. 2½.
Strik 4 omg. perlestrik.
Fortsæt med 65 omg. glatstrikning og lad maskerne hvile.
Lav et bukseben magen til.
Nu samles benene på følgende måde:
*Strik halvdelen af maskerne fra det ene ben, slå 2 m op, strik halvdelen af maskerne fra det andet ben* og gentag fra * til *.
Strik 30 omg. med disse masker.
Slut af med 4 omg. perlestrik og luk af i ret.
Hæft ender og sy hullet sammen mellem benene.
Lav evt. nogle seler af 4 masker perlestrik og så lange, at de kan krydses på ryggen.

HUE:
Slå 40 masker op og fordel dem på 4 strømpepinde nr. 2½.
Strik 6 omg. rib - 2 r + 2 vr.
Fortsæt med 35 omg. lige op i glatstrikning.
(Du kan også vælge at lave en lang hue - så strikker du bare f.eks. 75 omg. lige op!) Herefter tages der 2 masker ind i hver side på hver 4. omg. til der er 4 masker tilbage.
Bryd garnet og træk enden igennem alle masker.
Hæft enderne og lav evt. en kvast!

TRØJE:
Ryg og forstykke: Slå 68 masker op og fordel dem på 4 strømpepinde nr. 2½.
Strik 6 omg. rib - 2 r + 2 vr.
Strik 30 omg. glatstrikning og lad maskerne hvile.
Ærmer: Slå 24 masker op og fordel på 3 strømpepinde.
Strik 6 omg. rib - 2 r + 2 vr. Strik 60 omg. glatstrikning og lad maskerne hvile.
Strik et ærme magen til.
Nu samles ryg + forstykke + ærmer på 4 strømpepinde og der laves raglanindtagninger
på hver anden omg., indtil der kun er 4 masker tilbage på ærmerne.
Strik 6 omg. lige op i glatstrikning og luk løst af i ret.
Hæft alle ender og sy de to huller sammen under armene.
Find selv på mere tøj - f.eks. en nederdel, en vest, et sjal, et halstørklæde - ja, kun
fantasien og restebunken sætter grænsen!:-)
Og husk: Klæder skaber folk - så din figur bliver skabt ved, at du laver tøj til den.
Den kan være en nisse, en sød dukke, en skovtrold, en engel eller lidt af hvert - alt efter hvor meget tøj, du orker at lave.